Aktivitetsvenner
Har du en demenssygdom, og vil du gerne have hjælp til at fastholde dine aktiviteter i hverdagen? Eller har du lyst til at gøre en forskel for et menneske med demens og samtidig gøre lige dét, der giver dig glæde i hverdagen?
Det er i Aarhus muligt at få kontakt til en aktivitetsven, som kan støtte dig, der har en demenssygdom, i fortsat at kunne dyrke de ting, du holder af – men som efterhånden kan være sværere at gøre alene. Det kan være alt fra vandreture, cykelture, spil eller at gå i biografen. Uanset hvad din interesse er, matcher vi dig med en aktivitetsven, som deler din begejstring hvad end det er at følge De Hviie´ på stadion, at vælte kegler på bowlingbanen, nyde naturens gang på gåture i Risskov eller blot at nyde en kaffe i godt selskab mens hverdagens små finurligheder vendes.
Demensvenlig By Aarhus er sammen med Alzheimerforeningen om projekt Aktivitetsvenner.
Projektets formål er at udvikle et korps af frivillige Aktivitetsvenner, som på én gang giver øget livskvalitet for personen med demens, og som giver aflastning til de(n) nærmeste pårørende.
Aktivitetsvennerne skal sikre, at mennesker med demens fortsat har mulighed for at deltage i fritids- og kulturaktiviteter. Aktivitetsvenner kan fx ledsage den demensramte til aktiviteter, og/eller deltage sammen med personen med demens. Tilbuddet har fokus på at bringe frivillige og personer med demens sammen omkring fælles interesse.
Hvis du er interesseret i at få en aktivitetsven eller måske selv blive frivillig aktivitetsven, kan du følge linket til Alzheimerforeningens hjemmeside om Aktivitetsvenner
Når du søger en frivillig aktivitetsven, udfylder du blot formularen og du vil herefter blive kontaktet af en frivillig matchleder, som vil hjælpe dig igennem processen.
Kontakt Demensvenlig By Aarhus
Kontakt i forbindelse med yderligere information om Demensvenlig By, nye initiativer eller øvrige oplysninger:
Demensvenlig by-konsulent
Linn Wittendorff
41 85 87 61
lwl@aarhus.dk