Konceptbeskrivelse

‘Demens på egen krop’ er skabt for at give borgere i byrummet et indblik i livet med demens. Installationen, som indeholder sanseforstyrrende og interaktive elementer, består af en blå stålramme og 12 kvadratiske skilte. På tværs af alle skiltene tegner der sig en gennemgående linje, som skildrer livet med demens. Linjen bevæger sig frem og tilbage, op og ned, rundt og i cirkler, og enkelte steder mister stregen kontakten til sig selv. Sådan kan et liv med demens føles. Og især i den situation, hvor diagnosen stilles, kan den rodløse følelse være gennemgribende. 

De 12 skilte i installationen er alle lavet af spejl, og de inviterer dermed beskueren ind i en verden, hvor de ikke blot ser, men bliver spejlet i den komplekse virkelighed og det følelsesmæssige landskab, som et liv med demens kan være præget af. Spejlene er slørede og uklare, og de illustrerer dermed både den usikkerhed, et liv med demens kan indebære, men samtidig også følelsen af ikke at se og opleve verden helt så klart, som man tidligere har gjort. Som beskuer vil man kunne ane sig selv i spejlet, men samtidig opleve den uklarhed, som mennesker med demens beskriver, at de oplever. 

Langs stregen stilles der en række spørgsmål, som mennesker, der lever med demens, oplever at stille sig selv i dagligdagen. Hvad var det nu, jeg skulle? Hvordan er det nu, jeg plejer at gøre? Og hvordan er det nu lige?

Når man som beskuer læser spørgsmålene, mens man ser sig selv i spejlet, kan det skabe en oplevelse af, at verden og selv simple ting ikke altid giver mening. Og det kan være svært at få øje på sig selv.

På skiltene har den aarhusianske kunstner Puk Ewdokia (Puk Ewdokia) påmalet små tegninger af hverdagssituationer, som mennesker, der lever med demens, har beskrevet. Situationer og handlinger, der tidligere har været så simple og åbenlyse, at de ikke engang overvejede dem, men som nu kan skabe problemer, forvirring og usikkerhed for de mennesker, der lever med demens.

Puks sidste tegning ender i et knus mellem to mennesker og et ”TAK fordi du er her” - for at fortælle, at nærvær og det at give hinanden tid, er afgørende for at give mennesker, der lever med demens, en følelse af tryghed og mod på at fortsætte livet på nye præmisser.

I midten af installationen er der to skilte, som adskiller sig fra de resterende. To skilte med klart spejl og teksten ”lad os danse” og “mens vi er her”, som illustrerer, at selvom hverdagen kan føles tåget og svær at navigere i, så bliver én følelse mere klar end nogensinde før: taknemmelighed for livet, som det er lige nu. Som beskuer kan man her spejle sig selv i glæden ved nuet og dansen. For netop nuet er noget, vi alle deler.

Skiltene, som hver har to sider, er bevægelige og drejer i vinden. Derfor skifter billedet konstant, og tegningerne af hverdagssituationerne ændrer sig, for at vise diagnosens kompleksitet og mange facetter. Installationen kan derfor, ligesom et demensforløb, se ud på mange måder. Ingen kender den endelige placering af skiltene, da de konstant er i bevægelse – ligesom et liv, der leves – med demens eller ej.

Samtidig giver bevægelses-elementet beskueren mulighed for at interagere med og ændre på installationen. Måske får nogen lyst til at dreje skiltene, så den gennemgående streg ikke længere er brudt. Gør man dette, vil man formentlig opleve en frustration over, at stregen ikke kan fuldendes - for linjen vil aldrig kunne blive hel. Ligesom man som menneske med demens ofte vil føle, at noget ikke går op. Og man kan blive i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, fordi ens oplevelse af verden forandres.

​​Installationen kommer til at være placeret ved forskellige centrale steder rundt omkring i Aarhus i hele 2024. Her skal den være med til at øge borgeres bevidsthed om demens og gøre det til noget, vi taler om. Forhåbentlig vil beskuernes oplevelse med installationen gøre dem klogere på, hvad det vil sige at leve med demens. Og forhåbentlig vil de tage oplevelsen og deres refleksioner med sig videre, så vi sammen kan styrke vores indsats for at skabe et demensvenligt samfund.