Gå til hovedindhold

Aarhus Kommune vil gerne have flere demensveninstruktører

Ved du, hvad du skal gøre, hvis du ser en person, der har glemt det varme tøj i snevejret? Eller som står og fumler med pengene i supermarkedet? Sandsynligheden for, at du støder på et menneske med demens igennem din uge er stor, og det samme er sandsynligheden for, at den person har brug for din forståelse eller hjælp.

  • Læs op

Indhold

    Derfor har Aarhus Kommune gennem mange samarbejdet med Alzheimerforeningen om at blive en demensvenlig by. Det betyder, at kommunen gennem forskellige initiativer vil forbedre demensindsatsen og hjælpe borgerne til en større forståelse af sygdommen. 

    Aarhus Kommune har siden 2017 haft et frivilligt demensinstruktørkorps, som løbende har holdt oplæg om demens til alle interesserede. Men vi vil rigtig gerne have flere instruktører, som kan hjælpe med at uddanne demensvenner. 

    Vil du være med til at skabe mere forståelse for og viden om demens i dit lokalområde, så er det at være demensven-instruktør lige noget for dig!

    Hvad er en demensveninstruktør?

    En Demensven-instruktør udbreder basisviden om demens og hjælper til at skabe større forståelse for mennesker med demens og deres situation i sit lokalområde.

    Demensven-instruktøren formidler viden om demens på en letforståelig måde. Det handler derfor ikke om at formidle tung demensfaglig viden, men om at skabe en forståelse for, hvad det vil sige at have en demenssygdom, og hvad man kan gøre som Demensven.

    Demensven-instruktører uddannes til at arrangere, koordinere og afholde informationsmøder, som er en måde at finde nye Demensvenner ude i lokalområdet. Alle, som overværer et informationsmøde, bliver klædt på med grundlæggende viden om demens og om, hvordan man kan hjælpe, og bliver dermed Demensvenner. Demensveninstruktørerne er på den måde med til at udbrede viden om demens og om Demensven-initiativet lokalt.

    Demensven-instruktøren kan afholde informationsmøder i foreningslivet, i eget netværk eller i butikker, organisationer, virksomheder og offentlige institutioner. Kun fantasien sætter grænser. 

    Hvorfor blive demensveninstruktør?

    Jo flere demensven-instruktører vi har rundt i hele Aarhus Kommune, jo flere informationsmøder kan der afholdes, sådan at flere bliver demensvenner og forståelsen for demens øges i alle lokalsamfund i hele kommunen.

    En af de nuværende demensven-instruktører, Bo Nordby, siger sådan om sin motivation for at blive instruktør:

    ”Jeg synes, det er vigtigt, at flere i lokalsamfundet ved, hvad demens handler om, og ved hvad de kan gøre, hvis de møder et menneske med demens. I sidste ende handler det om, hvordan vi kan være fælles om at sprede glæde og trivsel.”

    Man kan have mange bevæggrunde for at ønske at blive demensven-instruktør. Det vigtigste er, at man har lyst til at gøre en indsats for at give andre en bedre forståelse af demens, og inspirere dem til, hvordan de kan være med til at gøre hverdagen nemmere og tryggere for mennesker med demens. 

    Information og tilmelding

    Demensven-instruktørkurset afholdes den 23. november 2023 kl. 9.00 til 15.00 på Aarhus Rådhus, Sønder Allé 2, 8000 Aarhus C, lokale 390.

    Ønsker du at tilmelde dig kurset kan du gøre det ved at sende en mail til lwl@aarhus.dk, hvorefter du vil få tilsendt et spørgeskema, du bedes udfylde.

    Tilmeldingsfristen er d. 12. november 2023. Efter tilmeldingsfristen er udløbet kan du forvente en opringning for en kort forventningsafstemning inden kurset. 

    Hvis du ønsker at vide lidt mere om det, inden du tilmelder dig, kan du kontakte Linn Wittendorff på denne mail.

    Sidst opdateret: 10. oktober 2023