Teater Fluks har i flere år haft fokus på demens og hvordan man kan arbejde med bevidstgørelse og almen oplysning om demens. Dette med scenekunst og performance som formidlende greb.

I 2018 samarbejdede Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg og FO Aarhus med Teater Fluks om forestillingen CTRL+ALT+DEMENS. En sansemættet forestilling der havde Bruhns Galleri som den omgivende ramme.

I efteråret 2020 har samarbejdet skabt teaterforestillingen VÆK, der henvender sig til børn på 8 - 11 år.

VÆK er en musikdramatisk forestilling om demens, bedsteforældre, døden og ikke mindst livet. Om hvad der sker, når en man kender forsvinder lidt efter lidt - og til sidst er der kun skyggen tilbage. Forestillingen er inspireret af børnebogen Kaffe Kanin Vintergæk Væk skrevet af Betina Birkjær og udgivet i samarbejde med erindringscenter Bornholm. 

Forestillingen følger pigen Stump ind i hendes bedstefars univers, imens hans ord og hukommelse langsomt forsvinder. Undervejs vendes der op og ned på det normale. Barnebarnet følger sin bedstefar ind i et nyt, forvirrende og til tider uhyggeligt univers, hvor kendte roller og vaner forandres - både for bedstefaren men i særlig grad også for hans barnebarn, der nu må finde nye måder at være sammen med sin bedstefar på i en ny virkelighed.

Med VÆK undersøger og formidler vi kropslige og æstetiske erfaringer som demensen giver - på godt og ondt. Vi skaber nye poetiske og følelsesmæssige forbindelser til et emne, som stadig er et tabu
Sara Fink Søndergaard, kunstnerisk co-leder, Teater Fluks
Vi er blevet bekræftet i, at der mangler gode, kvalificerede og vel-researchede kunstneriske tilbud til børn og unge om demens. Værker og workshops der fokuserer på, hvad diagnosen kan betyde for de ramte, og for de indirekte ramte - de pårørende - ikke mindst blandt børn og unge - det vil vi gerne være med til at ændre på
Rasmus Malling Lykke Skov, kunstnerisk co-leder, Teater Fluks

Kreativt samarbejde på tværs

Endnu engang arbejder Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, DCA og Teater Fluks sammen om at formidle demens. Det er ikke et nyt samarbejde for Teater Fluks, som siden 2015 har arbejdet kunstnerisk med demens.

Teatret har et anderledes og stærkt følelsesmæssigt greb i publikum og kan formidle demens, så det når ind under huden på os alle - det har Teater Fluks tidligere vist med den roste voksenforestilling CTRL+ALT+DEMENS, og gør det nu igen i børnehøjde med forestillingen VÆK.

Det er et fantastisk samarbejde med et kreativt og dygtigt teaterkompagni, der løfter vores ambitiøse tanker om at gøre borgerne i Aarhus klogere på demens
Anders Kristian Krogager Andersen, Aarhus Kommune

Teater Fluks og DCA arbejder sammen om at tilknytte en workshop til forestillingen, som skal sørge for at alle børn får bearbejdet den kunstneriske oplevelse. Magistraten for Sundhed og Omsorg har via DCA bistået med at kvalitetssikre den demensfaglige research forud for forestillingerne, og vil gennem et målrettet formidlingsarbejde sikre forestillingen et langt liv og den dermed når ud til mange børn. 

VÆK blev spillet for skoleklasser i Aarhus i slutningen af november 2020 med en efterfølgende workshop, hvor børnene kunne bringe deres egne perspektiver, tanker og erfaring i spil. Planen er at forestillingen drager på turne i foråret 2021. 

Om arbejdet med forestillingen udtaler Rasmus Malling Lykke Skov, kunstnerisk co-leder i Teater Fluks: For os i Teater Fluks er demens et meget spændende tema at formidle. Fordi vi har stærke personlige erfaringer som pårørende. Fordi demens tvinger os til at udvikle nye meningsfulde måder at være sammen på. Og fordi fænomenet demens åbner et særligt -og forfærdeligt- mytologisk univers hos os. Et univers der kalder på æstetiske og kropslige perspektiver. Vi har en dyb tro på, og gode erfaringer med, at vi, med demens som tema for den scenekunstneriske oplevelse, kan skabe nye erkendelser og refleksion over eget og andres liv.